Udkast til Åbyhøj Idrætscenter efter 2. workshop

På 3. workshop om Åbyhøj Idrætscenter på Gammelgårdsskolen d. 2/11 blev følgende UDKAST (fra 2. workshop) til projekt præsenteret – og gennemdiskuteret. Enighed om grundidéerne, der blandt andre tilgodeser borgerne på Carit Etlars Vej mest muligt (minimal indkig), Gammelgårdsskolen (aktiviteter, herunder bevarelse af full-size fodboldbane), Gymnastik (springhal af “professionel” kvalitet), Håndbold (full size håndboldbane), samt Volley og Badminton (loftshøjde og lysindfald) mv.

 

se billederne (kvaliteten er lidt “ulden” idet det er “billeder af billeder, der er fanget på en skærm”):

…syd-øst, fugleperspektiv fra Carit Etlars Vej

 

Forslag til “den store hal” med plads til håndbold og badminton, samt alt muligt andet” i det en midter-væg kan nedsænkes.

 

Springhallen, der ligger i tilknytning til de gamle “sale”, og derfor i kombination kan honorere kraft om tilløbslængder mv.

 

 

 

 

 

Århus Kommunes særpris for god arkitektur, for byggeriet af Netto i Åbyhøj!

Sådan så det ud forleden i Byrådssalen, da Steen Gissel (i midten) fra Sweco Architects Denmark fik overrakt Aarhus Kommunes særpris for god arkitektur og skiltning, i forbindelse med Netto Åbyhøj.
 
Stadsarkitekt Anne Mette Boye fremhævede ved overrækkelsen, vigtigheden af at god og inspirerende arkitektur, finder vej ud til de bygninger vi omgiver os med i hverdagen.
Her er Netto Åbyhøj et godt eksempel, udtalte hun.

Høringssvar fra Åby-Åbyhøj Fællesråd vedrørende helhedsplan!

                        Helhedsplan og kommuneplantillæg – centrale Åbyhøj

                                               Høringssvar

I Åby Åbyhøj Fællesråd er vi i store træk glade for forslaget til helhedsplan og kommuneplantillæg for det centrale Åbyhøj. Vi har under hele forløbet været involveret i arbejdet med at lave planforslaget. Arbejdet startede i foråret 2016, da vi anmodede om en lokalplan for den centrale del af Silkeborgvej, hvor butikkerne ligger. Baggrunden var, at dette område trængte til en grundig revitalisering, og det gør det stadig.

Samarbejdet med forvaltningen har generelt været godt og konstruktivt. Via drøftelser præget af gensidig lydhørhed og respekt er der opnået enighed om meget.

Der er dog stadig forhold, som ikke er helt i vinkel. Disse forhold har vi omtalt nedenfor. På et enkelt vigtigt punkt mener vi, at indholdet skal ændres. Det drejer sig om etageantal og udformning af de øverste etager på den centrale del af Silkeborgvej. Emnet er beskrevet i afsnittet ”Revitalisering af butiksstrøget” (på side 3).

 

Forbedring af færdslen internt i Åbyhøj – sammenhængskraft

I Åbyhøj har vi nogle problemer med mobiliteten. Disse problemer er stigende i intensitet og kalder på en indsats. Udfordringerne kan deles i to. Dels færdslen mellem Søren Frichs Vej og Silkeborgvej, dels færdsel på tværs af Silkeborgvej.

Behovet for færdslen mellem Søren Frichs Vej og Silkeborgvej er steget meget markant de senere år, især fordi der på sydsiden af Søren Frichs Vej (hvor fragtmandscentralen lå tidligere) er opført nye bygninger med boliger til flere tusinde borgere. En yderligere stigning i behovet vil ske, når erhvervsområdet på nordsiden af Søren Frichs Vej som planlagt omdannes til byformål i den nære fremtid.

Fra den del af Søren Frichs Vej, som ligger mellem Åbyvej og Trindsøvej, er mulighederne for at færdes mod nord næsten ikke-eksisterende. En af konsekvenserne er, at forholdene for alle typer trafikanter på Thorsvej og Åbyvej (hvor børnene færdes til og fra Åby Skole !) er uhensigtsmæssige og ikke uden faremomenter.

Udover det sikkerhedsmæssige aspekt ved disse forhold er det vigtigt at påpege, at de ringe muligheder for nord-sydgående færdsel betyder, at det i den grad er op ad bakke at skabe sammenhængskraft mellem de mange nye borgere i boligerne langs Søren Frichs Vej og borgere i resten af Åbyhøj mod nord.

Problematikken er kort nævnt i helhedsplanen (side 36), men der nævnes ingen løsningsforslag.

Fællesrådet mener, at tiden er kommet til at gøre noget ved problemet. Derfor vil Fællesrådet efter Byrådets vedtagelse af helhedsplanen rette henvendelse til rådmanden for Teknik og Miljø med anmodning om et møde, hvor vi kan drøfte, hvordan vi bedst og inden for overskuelig tid kan få løst problemet.

Færdslen på tværs af Silkeborgvej er især problematisk på strækningen mellem Ringvejen og Haslevej/Trygsvej. Strækningen er stærkt trafikeret, og en del biler kører alt for hurtigt. Selvom behovet for at krydse vejen er betydeligt, er der på den lange strækning kun to steder med lyskryds, som letter passage for gående og cyklende.

Fællesrådet har været involveret i forarbejdet til et projekt, som indebærer anlæg af 9 helleanlæg midt på vejbanen på strækningen. Vi har været glade for dette samarbejde og venter utålmodigt på at få projektet gennemført. Det vil i høj grad forbedre gående og cyklendes mulighederne for passage af vejen de steder, hvor hellerne placeres. Samtidig vil bilernes hastighed blive nedsat, støjen reduceret og sikkerheden forbedret.

Projektet med de 9 heller er dog ikke en løsning på et andet stort problem i relation til færdsel på tværs af Silkeborgvej. Sagen er, at et meget stort antal gående og cyklende hver dag har behov for at passere Silkeborgvej i Åbyhøjs centrum ved Kvickly/Haslevej/Thorsvej. Det drejer sig især om børn, unge og ældre. To folkeskoler, daginstitutioner, bibliotek, idrætshal, stadion og andre idræts- og fritidsanlæg, spejderhus, kirker, apotek, plejehjem, ældreboliger, lægehuse, dyreklinik og andre klinikker samt dagligvare- og andre butikker m.m. ligger fordelt nord og syd for Silkeborgvej i omegnen af dette sted. Efter Fællesrådets mening er løsningen på problemet en tunnel under Silkeborgvej på det sted, hvor parken ligger syd for vejen og det gamle kommunekontor nord for.

Ønsket om en tunnel er kort omtalt i forslaget til helhedsplan (side 18). Men der skal ske noget. Derfor vil Fællesrådet efter Byrådets vedtagelse af planforslaget anmode rådmanden for Teknik og Miljø om et møde med henblik på drøftelse af, hvordan vi får gang i processen hen imod etablering af en tunnel på dette sted.

 

Revitalisering af butiksstrøget – kommuneplantillæg

Kommuneplantillæggets delområder 160206CE og 160207CE nord for Silkeborgvej samt 160401CE syd for vejen udgør Åbyhøjs centrale butiksstrøg. Med andre ord strækningen mellem Ydunsvej/Helgesvej og Haslevej/Thorsvej. At skabe det planmæssige grundlag for en revitalisering af dette butiksstrøg er af allerstørste betydning for Fællesrådet.

Indkøbsmiljøet har i en del år været under pres. Butikker, som var en værdifuld del af et varieret forretningsliv, er gennem tiden lukket og erstattet af butikker, som ikke bidrager til et mangfoldigt butiksudbud. Lejemål står ofte ubenyttede eller har svært ved at finde attraktive lejere. De seneste år er der dog kommet enkelte positive tiltag, ikke mindst på nordsiden af Silkeborgvej.

Det planmæssige grundlag for en revitalisering kan skabes via nye rammebestemmelser i kommuneplanen. Behovet herfor er stort. Især fordi de gældende bestemmelser har to store ulemper. Den ene ulempe er, at bestemmelserne ikke levner mulighed for de udvidelser, der er behov for, hvis investeringer i forbedringer og revitalisering skal være rentable. Konsekvensen er, at ret mange ejendomme ikke bliver vedligeholdt og forbedret. Den anden ulempe ved de gældende rammebestemmelser er, at bestemmelserne ikke forhindrer projekter, som ville være yderst uheldige. Eksempelvis en toetagers meget lang bygning over flere matrikler med monoton facade og fladt tag. Med nye, velvalgte rammebestemmelser vil der kunne åbnes op for projekter, som giver udvikling og dynamik og samtidigt er visuelt positive.

Med forslaget til nye rammebestemmelser for butiksstrøget er der i enighed mellem forvaltningen og Fællesrådet taget mange skridt i retning af at sikre muligheder for dynamik og revitalisering, samtidig med, at det sikres, at de gode sider af det eksisterende byggede miljø bevares og forstærkes. Vi er meget tilfredse med dette.

På især ét punkt afviger forslaget til nye rammebestemmelser dog fra, hvad Fællesrådet ønsker. Det gælder bestemmelserne om antal etager. Som disse fremgår af forslaget, må der – hvor forholdene på stedet taler for det – på nordsiden af Silkeborgvej bygges i 4 fulde etager plus et uudnyttet tag med rejsning og på sydsiden 3 fulde etager plus et uudnyttet tag med rejsning.

Fællesrådet mener, at dette skal ændres, så der på begge sider af vejen – hvor forholdene på stedet taler for det – kan bygges i 3 fulde etager plus endnu en etage, hvis denne 4. etage bliver en udnyttet tagetage med kviste eller en mansard-etage. For ikke at udelukke nyskabelser bør den 4. etage også kunne være en anden form for tagetage, som ikke er en fuld etage og er i samklang med byggeskikken i området. En bestemmelse herom bør indsættes i afsnittene ”For al bebyggelse gælder” for hvert af de 3 relevante delområder.

Bestemmelserne om etageantal er vigtige. Fællesrådet mener efter nøje overvejelser, at der ved at følge vores forslag ovenfor opnås det bedst mulige kompromis mellem – på den ene side – ønsket om at opnå dynamik via fremme af positive projekter, og – på den anden side – at sikre skalamæssig sammenhæng mellem bygninger langs Silkeborgvej og omliggende bygninger samt sikre gode sol- og lysforhold på fortove, opholdsarealer og pladser. Forslaget harmonerer også med ønsket i kommuneplanen om en vis fortætning.

 

Administration af planen – hvordan gøres den til virkelighed ?

En ting er at lave en god plan, noget andet er at få den realiseret.

Også i forhold til realiseringen af planen spiller kommunen en afgørende rolle, især – men ikke kun – via byggesagsbehandlingen. Det er helt afgørende, at byggeprojekter fremover holdes op mod indholdet af planen, og at planen følges via krav til bygherrerne. Dette er et stort ansvar, og der kan opstå stor og uoprettelig skade, hvis der ikke leves op til ansvaret.

Fællesrådet forventer at blive inddraget i  relevante projekter og planer i hele området omfattet af helhedsplanen. Et særligt behov for involvering af Fællesrådet er der i forbindelse med i byggesager. I det mindste skal vi inddrages i byggesager i det omfang, som kommunen er forpligtet til ifølge den generelle samarbejdsaftale mellem kommunen og fællesrådene. Men orientering og inddragelse herudover vil være velkommen.

Andre emner

Åby Åbyhøj Fællesråd har iøvrigt disse kommentarer til planforslaget :

Side 12 og 14. På hver af disse sider er der en cirkel med et kort. Kort og signaturliste på side 12 passer ikke sammen, og kortet passer vist heller ikke med signaturlisten på side 14. Kort og signaturliste på side 14 passer heller ikke sammen. Men måske passer kortet på side 12 med signaturlisten på side 14 ? Forholdet bør tjekkes og rettes.

Side 19. På skitsen er med hvid farve vist nogle nye bygninger på Kvicklygrunden. Vi påpeger, at disse, eventuelle byggemuligheder ikke har været forelagt Fællesrådet. Dette sted er Åbyhøjs centrum og har Fællesrådets store interesse. Eventuelle projekter skal vurderes i nøje sammenhæng med bl. a. arealerne mod vest og sydvest : Biblioteksgrunden, grunden med det gamle kommunekontor, en kommende tunnel under Silkeborgvej og parken.

Side 19. Vi foreslår, at der på tegningen tilføres en dobbeltrettet pil på det sted på Silkeborgvej, hvor en tunnel ønskes lavet (a la den grønne pil mellem Kvickly-bygningen og det gamle kommunekontor, blot dobbeltrettet).

Side 23. På skitsen er med hvid farve vist en eventuel ny bebyggelse ud for Torvets nordvestlige hjørne. Den eventuelle byggemulighed har ikke været forelagt Fællesrådet. At bygge mere end en ganske lav bygning på dette sted vil have betydelige, negative konsekvenser, idet lysindfaldet på Torvet vil blive kraftigt reduceret. Skitsens visning af denne hvide bebyggelse bør fjernes.

Side 33. Vi foreslår, at der umiddelbart efter det første afsnit af teksten indsættes en henvisning til side 63, hvor planens retsvirkninger er beskrevet.

Side 52. Vi foreslår, at der i teksten om ”Områdets særlige karakter” indsættes en kort tekst om en tunnel under Silkeborgvej. F. eks. : ”Det er på tale at etablere en tunnel under Silkeborgvej med  udgangspunkt i den sydøstlige del af området. Mulighed herfor skal sikres.”.

Side 57, 59 og 61. Det er helt i overensstemmelse med Fællesrådets holdning, at eventuelle, nye store butikker fremover skal være på Kvicklygrunden og at butikker i de 3 centerområder langs butiksstrøget skal være små butikker. Derfor er vi også med på, at der i afsnittene ”Områdets anvendelse – Erhverv” står : ”Nye butikker må ikke have et areal på mere end 150 kvm”. Vi foreslår dog, at der tilføjes en præcisering af, om de 150 kvm alene gælder størrelsen af selve butikslokalet, eller om også lager, kontor og personalefaciliteter m.m. skal rummes inden for de 150 kvm. Herved kan fremtidige misforståelser undgås.

 

Fællesrådet takker forvaltningen  for samarbejdet og håber, at Byrådet vil beslutte at tilpasse helhedsplanen og kommuneplantillægget i overensstemmelse med bemærkningerne ovenfor.

Med venlig hilsen

Åby Åbyhøj Fællesråd, den 7. april 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Go to Top